søndag den 10. maj 2015

Indvielse af Oplysningstavle i Skibinge om Frederik den 4.'s rytterskole, i går

Min Tale:
Velkommen her i dag. Man fristes næsten til at sige velkommen her på denne længe ventede dag, for jeg forstår at indvielsen af oplysningstavlen har været længe
undervejs! Fire et halvt år har det taget, siden lokalrådet gik i gang med at sikre oplysningstavlen - denne sandstenstavle, der er indmuret her i væggen. Vejen har til tider været snørklet og mange har været inde over. Men så er vi til gengæld også sikre på, at det hele nu er i orden!
Oplyningstavlens historie går langt tilbage. Frederik d. 4. satte tavlen i forbindelse med at han oprettede en lang række rytterskoler rundt om i landet i starten af 1720’erne.
Der er en dobbelthed i alt. Således også i Frederik d. 4. Man skal ikke være i tvivl om at rytterskolerne havde til formål at
udklække ryttere til hæren.  Men samtidig var Frederik d. 4 meget menneskelig af natur. Han afskaffede bl.a. det vornedskab, som bønderne i netop vores område - Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland - levede under. Og han sørgede for at man på rytterskolen fik undervisning og lærte nye færdigheder. Men ingen skulle dog være i tvivl om hvem der stod bag: Frederik d. 4. fik nemlig i tilknytning til rytterskolerne opsat oplysningstavler, der fortalte, at det var HAM, der havde ladet de mange rytterskoler opføre.Om man kan drage den konklusion, at Frederik d. 4’s etablering af de godt 240 rytterskoler, som han opførte, dannede mode, ved jeg ikke. Men måske noget alligevel har smittet af på folkesjælen i det bedre borgerskab. Og måske tidens velyndere – folk som storkøbmanden Niels Ryberg på Gl. Øbjerggaard i Køng – netop var inspireret af Frederik d. 4., da han 50 år senere lod sin spindeskole og sit hospital opføre i tilknytning til sin linnedfabrik. Et ønske om at skabe færdigheder og kompetence hos folket havde de i hvert fald tilfælles.
Der er noget fascinerende ved den måde samfundets fundament bygges på. Nærmest som lag på lag. Og rundt omkring os bærer
landskabet i alle tilfælde stadig præg af den historie og de år, der er gået. Jeg synes, at lokalrådet har gjort et fornemt stykke arbejde i at sikre oplysningstavlen. Det er smukt at se, hvordan I har medtænkt ikke blot formidling på tysk og engelsk, men også har haft en intention om at få de fysiske omgivelser til at spiller sammen. Det er en flot rastebænk, der nu er blevet opsat her ved oplysningstavlen. Og den passer smukt sammen med den gamle eg, der også menes at stamme fra 1720’erne. Det her er i allerhøjeste grad med til at oplyse om vores alle sammens kulturarv! Tak til Allerslev-Skibinge Lokalråd for initiativet, tak til ejerne af bygningen: Mikael Hougaard og hans hustru for at gå med, og tak til alle de øvrige gode kræfter, der har været med inde over projektet her. Og igen: vi bygger alle sammen på et givet fundament – og jeg synes, at vi her i dag, skal sende en kærlig tanke til de engagerede Skibinge-borgere, der i 1994 sørgede for at få flyttet oplysningstavlen tilbage til dens oprindelige placering, efter at den i mange år havde prydet facaden på den gamle Abildhøjskole, der fungerede som folkeskole frem til 1962. Med disse ord og tak til alle der lige siden Frederik d. 4. har været engageret i oplysningstavlen gennem tiden, vil jeg hermed indvie oplysningstavlen her ved Skibinge rytterskole.

Ingen kommentarer: